mandag den 2. juli 2012

Skyr som cheesecake

(7-8 personer)
1 pakke (400 g) digestives
ca.130 g smør
500 ml skyr
2½ dl sukker
1 tsk flydende vanilje el. vaniljesukker
saft af halv citron (en hel citron, hvis den er for lille)
7 blade husblas
½ l piskefløde

Blend kiksene i evt. en foodprocessor. Smelt smørret i en lille kasserolle og bland med de blendede kiks. Dæk bunden i en springform (ca. 25 cm i diameter) med et stort stykke plastfilm (alm.kageform også "will do"). Så stort at det rækker ud over kanterne, når formen er samlet. Det gør det nemmere at få kagen hel fra formen over på fadet. Pres ’kiksedejen’ ned i bunden af springformen. Tryk det godt sammen til en kagebund med håndfladen. Stil kagebunden i køleskabet mens du laver fyldet.

Rør skyr med sukker og vanilje. Læg husblas i blød i vand. Når husblassen er geléagtig, lægges den med det vand, der hænger ved, i en lille kasserolle. Smelt husblassen til den er flydende. Afkøl væsken med citronsaft før den piskes i skyrblandingen. Pisk fløden til skum og vend den i skyrblandingen.
Fordel cremen jævnt i springformen og sæt den igen på køl i mindst 5-6 timer. Serveres med evt. bærsauce.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar